Børn med neuropsykologiske udviklingsforstyrrelser
Af Anegen Trillinsgaard, lektor Psykologisk Institut, Aarhus Universitet.
Der har de seneste år blandt professionelle været en stigende erkendelse af, at man har undervurderet, hvad det betyder for et barn at vokse op med selv relativt lette former for neuropsykologiske forstyrrelser.
Det bliver mere og mere klart, at der er en gruppe børn, som ikke klarer mødet med omverdenens forventninger, fordi de har specifikt svært ved at koncentrere sig. De er overaktive på en planløs måde, deres perceptuelle opfattelse af visse aspekter af omverdenen er afvigende, nogle ting husker de dårligt, deres kropsbevidsthed og kropskoordination er mangelfuld, og der kan være tale om sproglige og kommunikative vanskeligheder.
Disse børn oplever uforholdsmæssigt store fiaskoer tidligt i livet med en forhøjet risiko for at komme ind i negative udviklingscirkler. Mange af dem kommer ud af barndommen med mangelfulde skolekundskaber, ringe selvtillid og følelsesmæssige ar i sjælen.
Overskriften neuropsykologiske udviklingsforstyrrelser henviser til de tilfælde, hvor en genetisk afvigelse eller tidligt erhvervet skade på centralnervesystemet interagerer med udviklingsprocesserne.
Der er tale om en fundamentalt anderledes problematik, end den vi møder hos voksne med erhvervede hjerneskader. Børnene har ikke noget synligt tab af færdigheder, men deres udvikling af de psykiske og motoriske funktioner kan være berørt på forskellig måde. Hvordan det kommer til at gå godt eller skidt - afhænger ikke kun af skadens art og
tidspunktet for denne, men i høj grad også af den hjælp, familien og skolen får til at sikre barnet de bedste udviklingsbetingelser.
En ældre betegnelse for neuropsykologiske udviklingsforstyrrelser er MBD, som er en forkortelse af Minimal Brain Dysfunktion, dvs. børn med lette hjerneskader. MBD bruges ikke mere. Det er erstattet af nogle mere præcise afgrænsninger på grundlag af de problemer, børnene har fælles.
Det er nemlig sådan, at genetiske faktorer og lette hjerneskader, der er erhvervet tidligt i livet, kan afstedkomme mange forskellige typer af forstyrret udvikling. I det følgende fokuseres på den undergruppe af børn - under den brede paraply af neuropsykologiske udviklingsforstyrrelser - hvor kernen i fejludviklingen er en forstyrret opmærksomhedsog adfærdsregulering. Det er de børn, som får betegnelserne DAMP (MBD/DAMP), ADHD eller Hyperkinetisk Forstyrrelse.
Damp, ADHD eller Hyperkinetisk Forstyrrelse
I nordisk sammenhæng er det først og fremmest en forskningsgruppe bestående af børnepsykiatere og neuropædiatere fra Gøteborg, som i en epidemiologisk undersøgelse har dokumenteret betydningen af denne type funktionsforstyrrelser.
De screenede en hel årgang seks-syv-årige Gøteborg-børn i 1977-78. Det er med reference til denne undersøgelse, at man i Norden bruger termen DAMP. DAMP er en forkortelse af Deficits in Attention, Motor control and Perception, som på dansk kan udtrykkes som Dysfunktioner m.h.t. Afledelighed, Motorisk kontrol og Perception.
Den oprindelige screening, og de derpå grundige undersøgelser, viste, at vanskeligheder af DAMP-typen findes hos fire-syv pct. af årgangen (en pct. i svær grad). I Gøteborgundersøgelsen fandt man, at halvdelen af børnene, som op
fyldte kriterierne for DAMP, havde udprægede poænatale, neonatale eller postnatale baggrundsfaktorer, som kunne medføre alvorlig risiko for hjerneskade, og at en fjerdedel havde genetisk disposition til DAMP. Kun i en fjerdedel af tilfældene kunne man ikke påvise nogen klar ætiologisk faktor, men selv i disse tilfælde forekom øget belastning mht. præ-, peri-, neo- og postnatale hjerneskadefaktorer og genetiske forhold i sammenligning med kontrolgruppen.
DAMP- gruppen blev fulgt, genundersøgt og sammenlignet med en kontrolgruppe i 10, 13 og 17 års-alderen. Gøteborg-undersøgelsen viste, at kombinationen af opmærksomhedsforstyrrelse og motorisk-perceptuelle vanskeligheder er hyppigt forekommende, og at netop børn med denne kombination af vanskelighed har en særdeles dårlig prognose.
I 10-års alderen havde 80 pct. skolevanskeligheder og 80 pct. havde psykiske og adfærdsmæssige forstyrrelser. I 13-års alderen havde 50 pct. været i kontakt med det professionelle behandlersystem, med hvad der herhjemme ville svare til pædagogisk psykologisk rådgivning eller børnepsykiatrisk hospitalsafdeling (Gillberg, 1987, 1990).
I USA bruger man diagnosen ADHD om de børn, vi i Norden kalder DAMP. ADHD er en forkortelse af Attention Defecit - Hyperactivity Disorders, der betyder opmærksomhedsforstyrrelse med hyperaktivitet. Kriterierne for diagnosen ADHD findes i DSM-IV, der er de amerikanske psykiateres manual for diagnosticering af mentale forstyrrelser. Børnene skal enten være opmærksomhedsforstyrrede eller have en situationsgennemtrængende hyperaktivitet/impulsivitet.
Det officielle "diagnosesprog" i Danmark som i resten af Europa- er således ICD-10, som er det klassifikationssystem for psykiske og adfærdsmæssige forstyrrelser, som er udarbejdet af WHO. Den officielle diagnose for det, vi forstår ved DAMP, er i ICD-10 sproget Hyperkinetisk Forstyrrelse med tillægsdiagnoserne specifik indlæringsforstyrrelse og specifik motorisk forstyrrelse. Der ligger en saglighed bag denne opsplitning i de enkelte funktionsforstyrrelser, men når man i forhold til det enkelte barn skal operere med flere diagnoser, bliver det meget tungt.
Amerikanske undersøgelser viser, at 30-40 pct. af børn med ADHD også har motoriske, perceptuelle og indlæringsmæssige vanskeligheder, og Gøteborg-undersøgelsen viser, at kombinationen af opmærksomhedsforstyrrelse og motorisk-perceptuelle forstyrrelser ledsager hinanden hyppigere, end hvad der kan tilskrives tilfældigheder, og at netop denne "cocktail" har den dårligste prognose. På den baggrund er det forståeligt, at DAMP-begrebet i den grad har virket meningsfuldt både for forældre og for professionelle i skole- og behandlingssystemer. Der er ikke tvivl om, at DAMP indfanger en type af udviklings- og funktionsforstyrrelse, som man kender i bade skolevæsnet og på de børnepsykiatriske og pædiatriske afdelinger.
Faren ved termens aktuelle popularitet i Norden er selvfølgelig, at det fører til en overdiagnosticering. Der er aktuelt behov for en stramning i forhold til, hvor diagnosticeringen kan foregå, og efter hvilke kriterier. Ligesom der i høj grad er brug for viden til socialforvaltningerne og til de fagpersoner, der møder børnene i skolen. I den forbindelse kan nævnes, at man i Norge har et videnscenter på området.
Et barn som kunne være både DAMP og ADHD
Et sådant barn vil allerede som småbarn være uroligt ug omkringfarende og evt. have forsinket sprogudvikling. I skolealderen vil det fortsat være uroligt og overaktivt på en letafledelig og planløs måde. Barnet handler impulsivt og har svært ved at koncentrere sig, svært ved at blive ved en ting og svært ved at undlade at reagere på alt, hvad der sker omkring det.
Det medfører typisk adfærdsmæssige problemer i skolen, hjemme og i forhold til kammerater. Barnets adfærd udløser mange konkliktsituationer og det får mange negative reaktioner fra omgivelserne.
Barnet har svært ved at læse og forstå det sociale samspil, svært ved at se egen andel i konflikterne. Det drager ikke erfaringer ud af de oplevede hændelser, og derfor føler barnet sig ofte forurettet. Indlæringsmæssigt er der også problemer, og ofte vil specialundervisning være en forudsætning for at barnet fagligt får noget ud af skolegangen.
Koncentrationsproblemerne gør, at barnet ikke tilegner sig fagligt stof svarende tisin begavelse. På grund af barnets vanskeligheder med øje-hånd koordination samt usikkerhed m.h.t. rum og retninger, har barnet besvær med dels at forme bogstaver og tal, dels at tegne. Motoriske koordinationsvanskeligheder, mangelfuld kropsfornemmelse og usikker balance kan give barnet et klodset præg.
Litteratur:
Gillberg, I.C. (1987). Deficits in Attention, Motor Control and Perception: Follow-up from preschool to the early teens. Thesis, Acta Universitatis Upsaliensis.
Gillberg, I.C. (1990). Overaktivitet koncentrationssvårigheder och motorisk klumpighed. I.C. Gillberg & L. Hellgren. Barn- och ungdomspsykiatri. Natur och Kultur.
Stockholm.
Nyhedsbrev, februar 1995