For mange kokke om maden

Den nyligt udkomne håndbog “Vejviser” er et fint lille skrift, der kan vise vej i “indsatsjunglen” for socialarbejdere og mennesker, der er ramt af en hjerneskade. Skriftet er vigtigt som et forsøg på at betone, at koordinering skal der til, hvis den ramte og hans familie skal have optimal virkning af indsatsen.

“Vejviser “- i (sam)arbejde med mennesker ramt af senhjerneskade af ergoterapeut Anne Petersen og socialrådgiver Karen Lund. Udgivet 2006   Bogen kan downloades fra: www.vfhj.dk/admin/write/files/1181.pdf Eller rekvireres gratis fra: Bo- og rehabiliteringscenter Fogedvænget, Fogedvænget 25, 8722 Hedensted, tel. 76 74 12 90 post@foged.vejleamt.dk

“Vejviser” er titlen på et skrift om de fælles erfaringer, som de to engagerede socialarbejdere, ergoterapeut Anne Petersen og socialrådgiver Karen Lund har gjort sig gennem flere års arbejde for mennesker med senhjerneskade.

De har igennem deres arbejde erkendt, at der er mangel på viden om følgerne af hjerneskader og på faglige ressourcer til at påtage sig den helt afgørende, koordinerende rolle i behandlingsforløbet for de ramte mennesker. I bogen opremses flere steder de mange socialarbejdere, som er involveret i den enkelte sag. Og forfatterne peger ganske rigtigt på én af sagens kerner. Der kan meget nemt blive for mange kokke om maden. Behovet for en koordinator er indiskutabelt.

Når de mange personaler skal inddrages, jeg talte op til 14-15 faggrupper, hver med flere repræsentanter involveret, så kræver det omfattende – næsten dræbende – mødevirksomhed. Bogen nævner så rigtigt, at de ramte og pårørende skal mødes med respekt, menneskelighed, ærlighed og engagement. Men gør vi det, når de ramte sidder over for en hær af professionelle med hvert deres speciale? Hvordan kan en ramt, der lider af koncentrationsbesvær, svigtende indsigt og erkendelse af sine følger, overhovedet forholde sig til alle disse velmenende mennesker? Derfor er en nærmere drøftelse af, hvem der deltager på møderne meget væsentlig. Jo, mere indviklet sagen er, desto mere bliver spørgsmålet relevant at forholde sig til og tage konsekvensen af. Forfatterne peger selv på, at i forhold til overleveringen til den hjerneskaderamte skal det være en udpeget koordinator, der tager sig af sagen.

Forfatterne gør en del ud af at fortælle, hvordan socialarbejderen “får øje på de hjerneskaderamte”. Det kan diskuteres, om ikke afsnittet i stedet burde handle om, hvordan man får “mistanke” om, at det drejer sig om en hjerneskade. Socialarbejderen forholder sig normalt til en fast diagnose fra en neuropsykolog, og handler ud fra det. En opfordring til socialarbejderen om at deltage i diagnosticeringen kan nemt flytte fokus og energi fra selve opgaven: at tilbyde hjælp eller behandling til den hjerneskaderamte.

Mange mennesker, der rammes af en skade i hjernen, ender med at blive skilt, fordi den hjerneskadede ændrer personlighed. En hustru til en ramt udtaler: “Vi har brug for mere praktisk hjælp hjemme, så jeg kan få overskud til at være sammen med min mand og børnene.” Et barn fra en ramt familie udtaler: “Far ligner sig selv udenpå, men indeni er der er en anden far.” Det rejser spørgsmålet og dilemmaet for en socialarbejder: Kan vi overhovedet levere den ønskede hjælp, når familien i virkeligheden ønsker at vende tilbage til det liv, den havde, før skaden skete? Den slags dilemmaer, synes jeg, bogen burde pege mere på í socialarbejdet omkring en hjerneskade.

Jeg savner også nogle perspektiver på, hvornår socialarbejderen skal konkludere på vanskelige områder – som hvornår en sag overgår fra behandling til “vedligehold”, hvornår der drosles ned i indsatsen, og hvordan det formidles til de pårørende, som håber og håber på et fremskridt? Socialarbejderen skal kende de typiske reaktioner i et rehabiliteringsforløb, så han kvalificeret kan sige “stop and go” i forløbet.

Alt i alt et fint og godt skrift, som de fleste frontpersonaler vil finde anvendeligt med gode henvisninger til relevant og uddybende litteratur.