In english Kontakt Sitemap Abonner på "Fokus" Emailnyheder Videnscenter for Hjerneskade Hjernekassen

De "fem"


Gruppen “De fem” er en underafdeling af dagcentret på Bytoften i Herning.
Det er en skærmet enhed, hvor man vægter hinanden og fællesskabet højest.

 

Af Malene Laustsen

Afdelingsleder

Dagscenter Bytoften i Samarbejde med "de fem"

 


Gruppen "De fem" er en lille skærmet enhed, som er tilknyttet Bixen, som er den ene af dagcentrets to afdelinger. Fælles for brugerne i gruppen er, at de alle har en erhvervet hjerneskade. Formålet med at komme her er at vedligeholde og forbedre den enkelte brugers funktionsniveau både psykisk, fysisk og socialt, men også at skabe et netværk.

I dag er gruppen "De fem" samlet omkring det store bord i midten af rummet. Vi sidder og snakker om, hvad de synes er godt ved at være med i denne gruppe. Alle er enige om, at det er godt at have noget at stå op til – det er ligesom at komme på "arbejde".
"Nogle gange gider man ikke stå op, men vi pjækker ikke, og det er dejligt, når vi kommer herned," fortæller en bruger. "Det er også vigtigt at have gode venner – og sammenhold". En anden bruger supplerer, at de alle sammen har en skade, derfor forstår de hinanden.

 

Få mennesker

Gruppen trives bedst, når der ikke er så mange mennesker omkring dem, som de skal forholde sig til; det er vigtigt, at der kun er de fem brugere i gruppen. Derfor vælger de ofte Dagcentrets fælles arrangementer fra, fordi det går bedst, når de bare er "sig selv", som de siger. Noget af det gruppen øver sig på er at respektere, hvad hinanden siger og at kunne lytte uden at afbryde, så alle får mulighed for at fortælle, det de har lyst til. De er også gode til at lave sjov med hinanden – og med personalet for den sags skyld.

 

Medbestemmelse
En anden vigtig ting ved at komme her er, at brugerne har medbestemmelse. De er med til at bestemme, hvad de vil lave, når de er i gruppen. I fællesskab laver de en kalender for tre måneder ad gangen, hvor de snakker om, hvad de skal lave på de enkelte dage.

Det eneste, der ligger fast er, at hele gruppen hver mandag deltager i fysiske øvelser i Bytoftens flotte træningslokale, hvor der trænes både enkeltvis med forskellige øvelser og gruppevis med aktiviteter. Om tirsdagen er der altid en weekend-runde, hvor de fortæller hinanden, hvad de har lavet i weekenden.

 

"Nogle af os har kalender med, her står der står, hvad vi har lavet. Det er, fordi vi ikke husker så godt," fortæller en bruger. Den resterende dag tirsdag og hele onsdagen går med temaer, som brugerne på forhånd har været med til at vælge. Alle er med til at bestemme, og alle skal høre på hinandens emner.

"Det er demokrati" siger en af "de fem". Der har været temaer oppe som Stein Bagger, I. og II. Verdenskrig og Titanic blandt mange emner. I gruppen snakker de også om årstiderne og de sår og dyrker forskellige planter. Sidste år prøvede de for eksempel at dyrke tobaksplanter. De kom dog aldrig op, så i år er målet at få dyrket Danmarks største græskar, og alle håber på et bedre resultat denne gang. En gang om måneden laver gruppen tillige mad i fællesskab, hvor alle hjælper til efter bedste evne – også selv om huslige pligter ikke lige står øverst på ønskesedlen.

 

Koncertbesøg
En dag om året bliver gruppens aktiviteter flyttet til om aftenen, hvor de tager af sted til koncert med medbragt mad og drikke. Det blev sidste år til en udsøgt oplevelse med Susie og Leo i Holstebro – en koncert der stadig snakkes om og som vækker gode minder. Gruppen får desuden en gang imellem besøg af foredragsholdere udefra, blandt andet har præsten i Tjørring og en eneboer fra Canada, der var på rundrejse i Europa, været på besøg. "De fem" tager også på ture ud af huset. Hvert år er de således på skift hjemme og besøge hiandens pårørende, og samarbejdet med de pårørende prioriteres i det hele taget højt. Ellers tager gruppen på byture i Herning, hvor de ser på forskellige ting. Det er nu ikke så vigtigt, hvad de laver, så længe de er sammen. "Vi nyder hinandens samvær, og det er godt at gruppen er der, når nu det hele er, som det er," siger en af "De fem".


 
De fem


Gruppen ”De fem” er en lille del af Bytoftens mange dag- eller botilbud.

 

Se mere på
www.bytoften.dk

 

 

 

 

Opdateret d. 12. apr. 2010 kl. 13:55


Videnscenter for Hjerneskade
Sanatorievej 32-34
7140 Stouby
Telefon 7589 7877
Fax 7589 7879