Indtryk af canadiske erfaringer på rehabiliteringsområdet

Repræsentanter fra Vejle Amts Hjerneskadeteam har med støtte fra Rehab-puljen været på studietur til Canada. De har hjembragt erfaringer og inspiration, som sætter den danske mangel på helhedstyring i indsatsen i relation til hjerneskadede i relief - også selv om forholdene ikke er direkte sammenlignelige.

Af Jesper Rosenqvist, psykolog, Hjerneskadeteamet, Vejle Amt

Koordinering af rehabiliteringsindsatsen i Toronto
Planlægning af rehabiliteringsforløb for senhjerneskadede i Toronto har siden 1995 undergået strukturelle forandringer. Med fire hospitalstilbud til skadede i fase 1 (den akutte fase), fem rehabiliteringshospitaler i fase 2 (behandling og rehabilitering i hospitalsfasen) og forskellige lokalt opererende tilbud i fase 3 (rehabilitering efter hospitalsfasen), oplevede brugerne og de lokale myndigheder det ofte som, at tilfældigheder afgjorde, hvilket rehabiliteringstilbud, den skadede fik tilbudt. Desuden var der ofte uforholdsmæssigt lange ventetider ved overgange fra et tilbud til et nyt.

For at sikre kontinuitet i behandlingen og rehabiliteringen etablerede "Ontario Ministery of Health and Long Term Care" i 1995 Toronto Acquired Brain Injury (ABI) Network. Dette netværk er en paraplyorganisation for 17 forskellige udbydere af rehabiliteringstilbud lige fra det akutte traumehospital i den ene ende til bofællesskabet for hjerneskadede i den anden ende. Desuden deltager universitetet i Toronto og patientinteresseorganisationen.

Medlemmerne i "paraplyen" bidrager økonomisk til driften, ligesom "Ministery of Health and Long Term Care" også bidrager. Etableringen udsprang af et ønske om i højere grad at sætte den hjerneskadede i centrum for behandlingsindsatsen igennem alle rehabiliteringens faser. Formålet var, at den hjerneskadede ikke "glemmes" noget sted i forløbet, når patienten går fra et tilbud over i et andet, eller bliver "kastebold" i situationer, hvor f.eks. konkurrerende lidelser vanskeliggør den videre visitering.

ABI fungerer som et koordineringskontor, hvor alle "sager" registreres og "tages op" efter behov. Medlemskab af paraplyen er frivillig. ABI har ikke en visitationskompetence, men forsøger via faste konferencer med repræsentanter fra hele systemet at samarbejde om varetagelse af sagsbehandlingen - også af de vanskelige sager. Efter snart 6 års arbejde har det bevirket et stigende kendskab til hinanden i "systemet", sådan at sagshåndteringen forløber glidende og via konsensusbeslutninger.

Guide til den bedste praksis
ABI-kontoret holder fire årlige samarbejdsmøder med medlemmerne i "paraplyen". Når én instans følger den samlede sagsmængde, er der gode muligheder for at kunne identificere særlige "sagstyper". Det kan være patienter med skader, som manifesterer sig som adfærdsproblemer eller patienter med dobbeltdiagnoser (f.eks psykiatriske eller misbrugsproblemer). Desuden har en arbejdsgruppe arbejdet på at udvikle "Best Practice Recommendations" (anbefalinger til "bedste praksis"), som netværket kan anvende ved fremtidig sagsbehandling.

En sidegevinst ved det tætte netværksarbejde har været, at de forskellige behandlingstilbud er kommet til at kende hinanden bedre til fordel for overordnede tiltag. Ud over diskussioner omkring den "daglige sagsbehandling" er der også blevet taget initiativ til en række projekter, som hele hjerneskadeområdet kan lukrere på. Eksempelvis en gruppe, som arbejder med etablering af en database, hvor ABI til enhver tid elektronisk - og hurtigt - kan følge den hjerneskadedes vej gennem systemet.

Opkvalificering af frontpersonalet
Der er taget initiativ til etablering af et fælles tilbud om uddannelse af frontpersonale f.eks plejepersonalet, som har den tætte kontakt til patienten. Uddannelsen er startet som forsøgsprojekt i sommeren 2000. Den er tænkt som et fremtidigt tilbud til de hjælpe- og støttepersoner, som ansættes til at medvirke til integration af de mere svært hjerneskadede i lokalsamfundet i fase 3. Hjerneskadeteamet erfarede, at man også i Canada ofte ansætter personale uden specifik hjerneskadeviden til arbejdsområdet, og at der til tider kan være en hastig personalemæssig udskiftning. I Toronto er der udviklet et uddannelsesprogram som - ud over indføring i hjernens funktion og dysfunktion - tilbyder undervisning mere bredt i f.eks. følger af hjerneskade for hele familien, rehabiliteringsmodeller, social integration af hjerneskadede, krisehåndtering og selvmordsforebyggelse. Uddannelsen er opbygget i moduler, som kan tages trinvist uden for almindelig arbejdstid.

Toronto - et multietnisk samfund
Cirka 50 procent af Torontos befolkning er indvandrere. Det afspejler sig også i rehabiliteringen af senhjerneskadede, hvor forskellige levemåder og sprogforskelle stiller særlige krav til de professionelle, der arbejder inden for området. Mange af dem har en multietnisk baggrund, hvilket i en vis udstrækning dækker behovet for viden inden for et bredt spektrum af sprog og kultur.

Desuden er der udformet informationsmateriale på op til 20 forskellige sprog i et forsøg på at nå så bredt ud som muligt. I de tilfælde, hvor dette ikke slår til, trækkes der på ressourcer i netværk med samme etniske baggrund som den senhjerneskadedes. På nogle hospitalsafdelinger har man endog indrettet særlige rum med køkken, hvile- og opholdsmuligheder, således at patient og familie får mulighed for at opretholde nogle af deres egne kulturelle traditioner, når dette ikke kan tilgodeses i det traditionelle hospitalstilbud. Ved integration i samfundet igen i fase 3 gør man brug af det allerede etablerede multikulturelle netværk f.eks. klubber og foreninger.

Sammenfattende indtryk
Forskellene mellem den danske og den canadiske måde at gribe hjerneskaderehabilitering an på gør en umiddelbar oversættelse af det canadiske system problematisk. For det første er der i Toronto tale om et netværk udviklet til at betjene en storby på mere end 2.4 millioner indbyggere som arealmæssigt bebor et område på størrelse med en mindre dansk kommune. For det andet er der tale om et system, som både opererer med en række offentligt finansierede tilbud og også en række private tilbud - for eksempel forsikringer, der iværksætter genoptræningstilbud helt udenom det offentlige system.

Set med danske øjne er det tankevækkende at der arbejdes målrettet med uddannelse af frontpersonale, og at der er en mere fast forankret erfaring med at håndtere problemerne i et multietnisk samfund.

Men først og fremmest kan vi tage ved lære af den centrale styring af den hjerneskadedes vej igennem hele rehabiliteringsprocessen. Det er væsentligt ikke mindst i rehabiliteringens sidste led. Ofte sidder kommunerne med endog meget vanskelige sager, som de på grund af den sjældenhed problemerne optræder med ikke når at opspare kompetence i forhold til. Det er Hjerneskadeteamets erfaring, at en mere offensiv strategi fra en amtslig rådgivningsinstans ville kunne reducere ventetiden for patienterne og desuden spare tid og ressourcer. En sådan offensiv strategi forudsætter imidlertid et overblik over patienternes vej gennem systemet, som den nuværende struktur ikke umiddelbart giver mulighed for.

Der er dog hjælp på vej i de mange satspuljeprojekter på hjerneskadeområdet, hvor der på landsplan arbejdes på forskellige initiativer til kortlægning af patienters vej gennem systemet. Det skulle gerne resultere i en forbedring af den nuværende struktur og skabe det nødvendige overblik.

Læs mere om Hjerneskade Teamet i Vejle Amt på www.vejlefjord.dk