5. Familien

Når et barn rammes af hjerneskade, betyder det en stor omvæltning for hele familien. En masse praktiske opgaver skal løses, og ofte må familien være opsøgende for at sikre, at barnet får al den hjælp og genoptræning, som det har behov for.
Det stiller store krav til familien at behandle det hjerneskadede barn som et almindeligt familiemedlem. For eksempel at tage hensyn de rigtige steder, til andre tider at stille krav, ikke at tale ned til barnet, ikke at vise medlidenhed, og at tackle de vanskelige situationer, hvor de personlighedsmæssige ændringer medfører konflikter og problemer.

Forældre
Det kan være svært for forældre at få hverdagen til at hænge sammen, når der skal tages hensyn til det hjerneskadede barns behov samtidig med, at jobbet skal passes, og resten af familielivet skal fungere.
Ofte oplever familien, at det hjerneskadede barn har ændret personlighed, at det er blevet til "et fremmed barn". Personlighedsforandringer er ofte noget af det, der er sværest at acceptere. Mange forældre oplever, at de i lang tid leder efter "det rigtige barn", og det kan vare længe før familien helt accepterer ændringerne. Ofte vil man gennemgå et egentligt sorgforløb sideløbende med, at man trods forandringen skal lære at elske sit barn for dets "nye jeg". Det kan være en god ide at få professionel hjælp af en psykolog.
Forældre til unge hjerneskadede skal lære at balancere i grænselandet mellem barn og voksen, hvor den unge befinder sig. Selvom den unge har brug for ekstra omsorg og hjælp, skal han eller hun også leve et selvstændigt liv på egne præmisser - ligesom sine jævnaldrene.
Forældrene kan let komme til at overbeskytte eller til at overtage ansvaret for, at den unge bliver i stand til at få en uddannelse og et job, eller for at vurdere om den unges venskaber eller parforhold er realistiske.

Gode råd:
Det er vigtigt, at forældrene giver sig selv lov til at være ked af den forandring, der er sket.
Det kan være en god støtte at deltage i en pårørendegruppe og tale med ligestillede om bekymringer, frustrationer og håb til fremtiden.
Tilbud om pårørendegrupper findes ofte på hospitaler, hjerneskadecentre, som kommunalt/amtsligt tilbud eller i brugerforeninger.

Søskende
Det er belastende pludselig at være søster eller bror til et barn, der har fået en hjerneskade. Forældrene vil naturligvis bruge tid, kræfter og bekymringer på at hjælpe det skadede barn ind i en ny hverdag. Hermed bliver der mindre tid til raske søskende, som kan føle sig svigtet og jaloux, fordi det hjerneskadede barn får særbehandling. Lillebror eller -søster kan pludselig skulle påtage sig den skadede storebror eller -søsters ansvar, eller de skal tage del i pasning eller optræning af den skadede bror eller søster.
Reaktionen hos søskende vil være afhængig af barnets alder, og hvor alvorlig, broderens eller søsterens hjerneskade er. Yngre børn er ikke i stand til at fortælle om deres følelser og bekymringer, men viser deres følelser gennem en ændret adfærd. De kan f.eks. blive mere vrede, klynkende og kræve større opmærksomhed fra forældrene. Ældre børn kan i højere grad give udtryk for deres følelser ved at tale om det, der er sket.
Imidlertid vil mange børn og unge ofte holde deres følelser for sig selv, for at "passe på" far og mor.
Der er således risiko for, at de kommer til at gå alene med "forbudte" tanker og følelser. Det kan være forestillinger om at være skyld i broderens eller søsterens ulykke, eller vrede mod den skadede eller forældrene.

Gode råd:
Det kan senere være en god ide at afsætte et bestemt tidsrum hver dag til kontakt med den skadedes søskende.
Sørg for at også deres behov inddrages i planlægningen af genoptræningen og familiens fremtid.
Sørg for at søskende får alderssvarende information, både om skaden og om de planer der lægges for genoptræningen og familiens fremtid.
Det er vigtigt, at forældrene er åbne om egne følelser og bekymringer over for de raske børn - uden at bruge dem som fortrolige.
Hjælp yngre børn med at fortælle kammerater og skole om hjerneskaden.
Giv søskende mulighed for at møde andre søskende til skadede børn.
Ligesom forældrene kan søskende have brug for hjælp ude fra, enten i form af samtaler med f.eks. en psykolog eller i form af pårørendegrupper.